Det hårde forældreliv

Det er bare utroligt hårdt at blive forælder, men det er der ingen der taler om, det er et tabu. De fleste af de mange andre nybagte mødre, som jeg møder, ser ud til nyde det hele. For mig er det virkelig ikke et rosenrødt liv med et lille barn, men det hører man ikke særlig ofte om. Det at leve med en lille baby er en evig kamp mellem træthed, udmattelse, søvnløshed og tilsidesættelse af egne behov. Man hører at det bare er en sød barselstid, og det er dejligt at lære sin lille baby at kende. Det er dog også en tid med masser af skænderier med ens partner, selvom det er den tid, hvor man allermest har brug for at være et team, endeløse timer med vuggen, bæren, gåture med barnevogn på alle tider af døgnet med en baby, som bare ikke vil sove. Det gør det heller ikke ligefrem nemmere, at ens baby bare ikke kan sove andre steder end derhjemme, så man kan ikke tage så mange steder hen, for man bliver nødt til at være hjemme til hans lure og aftenputning. Og så skammer man så lidt over at man en gang i mellem også har brug for at sætte sig selv i centrum, at komme ud fra husets fire vægge uden ens lille baby.

Der er mange dage, hvor jeg bare ikke har noget overskud, noget overhovedet at give af. Især de perioder hvor ens baby bare lider, som nu hvor Valentin har haft noget med ørene og kun sov mellem 45 min og 1,5 time af gangen. Det er virkelig hårdt bare at være evigt træt, udmattet, uden overskud og konstant lidt sulten, for der er bare ikke tid til at sætte sig og spise sin sædvanlige måltider (især for en som mig, der spiser langsomt), for man er på 24/7. Når baby er træt og sur, så skal der handles hurtigt, for hvis der enten ikke puttes eller leveres underholdning, bliver der hylet og grædt højere og højere.

I sådanne perioder kan jeg godt tvivle på om det nu var klogt at blive så hurtigt gravid igen – for det bliver godt nok hårdt, bl.a. med den manglende søvn. Det føles også bare som en lang, sammenhængende graviditet. Samtidig prøver jeg ikke at tænke for meget på det, for man ved jo aldrig, hvordan den næste lille baby bliver. Det kunne jo være, at hun bare sover fantastisk. Og når denne tvivl så kommer, får jeg samtidig den største lyst til at møde vores lille pige. Kan slet ikke vente til termin den 3. februar.

Så her lidt over et halvt år efter fødslen af min søn og nu hvor jeg er inde i andet trimester, har jeg da lært lidt – jeg er begyndt at lære at acceptere situationen, jeg elsker at være blevet mor, men det er utrolig hårdt, krævende og udfordrende fyldt med usikkerheder på mig i rollen som mor. Og det jeg især skal arbejde på er min dårlige samvittighed – samvittigheden over at føle at jeg ikke altid slår til, ikke laver nok, ikke føle mig god nok, ikke afsætter tid nok af til min mand og i stedet tænke at jeg gør det så godt, som jeg kan.

Og disse første år vil fokus ligge på vores små babyer, hvor vi ikke vil have den største tid til hinanden, til os selv eller andre. Der bliver revet et par år ud af kalenderen. Og når de så begynder at blive større, så vil vi begynde at kunne tage mere ud, som forældre, som par og vi vil få mere tid til alt det vi gerne vil. Uanset hvad så er livet som forælder ikke sort-hvidt – det er kompliceret, det er fantastisk, det er lykkeligt og ulykkeligt. Det er alt på én gang.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Pinterest