DIY puslebord

DIY puslebord

Jeg er minimalistisk anlagt, så derfor har jeg kun valgt at anskaffe det vigtigste til vores kommende søn og ikke købe løs i hverken tøj, møbler, tilbehør eller andet. Derudover er de fleste ting genbrugte eller anskaffet gratis. Generelt set har vi herhjemme et meget lavt forbrug, da vi ikke vil være med til at forbruge unødige ressourcer, når der er så mange ting, man kan genbruge. For eksempel fik vi både tremmeseng, junior seng, legetøj og tøj foræret af venner, familie og gennem gratis sider på Facebook. De ting som vi har købt anskaffede vi gennem Mødrehjælpen, hvilket er en fantastisk organisation, som virkelig er værd at støtte. Dette har egentlig resulteret i, at vi har sparet så mange penge på babyting i stedet for at købe tingene fra ny og derved ikke støtter op om et forbrug, der egentlig slet ikke er nødvendigt.

Vi har efterhånden fået anskaffet os alle de ting, vi har brug for til ankomsten af vores søn. Og så er huset også klar til, når han vælger at komme til verden. Da vi har et lille toilet, så har vi haft ret svært ved at finde et puslebord, som passede ind. Vi ville gerne have puslebordet i nærheden af toilet og rindende vand, så derfor valgte vi at placere puslebordet ude i det lille toilet fremfor vores bad i kælderen, da vi ikke har et toilet dernede. Men det krævede altså at vi tænkte alternative løsninger, og så var derfor, at vi til sidst selv lavede et puslebord. Når vi kan, så foretrækker vi at lave tingene selv. Vi kunne heller ikke se grunden til at betale en mindre formue for et puslebord, når man selv kan lave det til meget færre penge.

Hvis du står og har brug et væghængt puslebord til dig selv eller nogen du kender, så følger her en vejledning i, hvordan vi byggede vores:

Du skal bruge:

  • Træplade på 63 cm i bredden x 70 cm i længden
  • 1 lægte på 4 cm i bredden, 6 cm i dybden og 70 cm i længden
  • 1 lægte på 4 cm i bredden, 6 cm i dybden og 70 cm i længden (kommer an på hvor høj puslepladsen skal være)
  • 2T-hængsler på 146 x 68 x 1,5 mm
  • Bladhængsel
  • Skruer
  • Dørkrog på 120 mm

Vi fik bordpladen skåret til i de ønskede mål hos Silvan, det endte i målene 63 cm x 70 cm. Det passer med de fleste standardmål på puslepuder.  Alle enderne på pladen blev slebet og finpudset.

Start med at skrue lægten i væggen ved at forbore 6 huller i lægten – 2 x 3 huller i hver ende for hver af hullerne i T-hængslet. Lægten skrues ind væggen, vi brugte skruer på 100×6 mm. Bordpladen fastgøres til lægten og væggen vha. hængslerne – vi valgte skruer på 20x4mm.

Herefter satte vi en lægte som bordben med et hængsel til at fæstne det til bordpladen, for at puslebordet ikke skulle have al vægten fordelt på væggen. Bordbenet hjælper med at bære en del af puslebordets vægt. Vi brugte et hængsel i stedet for et beslag, da bordet derved kan klappes sammen og fylde meget lidt. Til sidst satte vi en krog i spidsen af bordpladen, som har en modpart i væggen. Derved kan det klappes op og “låses”.

God fornøjelse med projektet



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Pinterest