Køkkenhave

Køkkenhave

Det er snart ved at være forår, og det betyder liv, lys og lysten til at være udenfor. Og det er netop det, dette indlæg handler om.

Om vinteren må jeg indrømme, at jeg – nok som mange andre – går lidt i hi. Men til gengæld så elsker jeg at være udenfor, når først vejret begynde at blive bedre. Min mand og jeg flyttede til Hvalsø i april sidste år, og vi har brugt lang tid på at få huset i stand – det er et ældre hus, som virkelig trængte til en kærlig hånd. I senere indlæg vil jeg lægge guides op til, hvordan vi renoverede køkkenet, kælderen og huset rent generelt. Nu er turen så kommet til vores have, hvor vi skal have etableret en køkkenhave. Sidste år fik jeg ryddet ud i haven. Der var mange buskadser og overgroede træer, så jeg brugte sommeren på at fjerne de store buske og hjælpe træerne på vej. I efteråret har vi brugt tiden på at få klargjort bedene ved at fræse / blende jorden og anlægge stier mellem bedene. Vi har valgt ikke at have højbede, da disse tørrer meget lettere ud og derved kræver mere vand.

Når jeg står overfor en ny opgave, så har jeg det med at gribe den akademisk an. Så derfor brugte jeg vinteren på at researche, hvilke grøntsager, krydderurter og planter, som vi vil plante. Jeg har søgt på nettet og læst rigtig meget i Aarstidernes Køkkenhave for at lave et skema over planter og informationer om dem, såsom plantetidspunkt, forspiring og afstande.  Da vi overvejende lever vegansk, er det meget vigtigt for os at etablere en have, der strækker sig over hele sæsonen og ikke kun over sommeren.

Efter lang tids undersøgen har vi endelig fået besluttet os for, at køkkenhaven skal bestå af rodfrugter, bladgrønt, krydderurter, spiselige blomster, kål, bælgfrugter, løg, porrer, squash og græskar. Jeg tager højde for sædskifte med i planen for at optimere vækstvilkårene og udbyttet. Jeg drømmer også om at få et drivhus, hvor jeg kan dyrke tomater, agurker, peberfrugter og ferskner – elsker simpelthen ferskner!

Det har stor betydning, at haven bliver fyldt med så mange forskellige planter, så der er så meget diversitet som muligt for at tiltrække insekter og fugle til. Insekterne har især brug for hjælp i vores landskab, der er fyldt med monokulturer.Derudover er det meget vigtigt for mig ikke at bruge gift af nogen art – ved at tiltrække nyttedyr i form af små fugle og rovinsekter kan jeg hjælpe det lokale dyreliv og sikre at hverken miljø eller drikkevand bliver forurenet.

Nu følger arbejdet med at finde ud af, hvor alting skal plantes i haven – dette er især vigtigt, da nogle af krydderurterne og andre af planterne er flerårige, så de kan ikke lige flyttes igen så let.

Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at gå med projektet – fortsættelse følger.

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Pinterest