Nybagt mor træt af åndssvage råd

Nybagt mor træt af åndssvage råd

Ej hvor er jeg træt af at høre på gode råd til os nybagte forældre! Og det er vores lille baby også, bare se den skepsis i hans ansigt. Jeg har i et stykke tid overvejet, om jeg skulle skrive dette indlæg, men nu tænkte jeg, at det er på tide at få det udgivet. Der er så mange ting, som man hele tiden får at vide, som  man bør gøre – jeg hører så mange gode velmenende råd, som nok er ment til at hjælpe en, men nogle af dem er altså bare lidt for meget!

  • For eksempel skal man jo helst have trænet sin krop op efter graviditeten og fødslen for at få strammet sin krop op igen og få ens mavemuskler på plads igen. Det ville jeg også elske at gøre men mellem trætheden, kampen at få babyen til at blive i søvnen (især nu hvor man er i 4. tigerspring!) og manglen på overskud så er det altså svært altid lige at få gjort det. For jeg må indrømme, hvis jeg har en ½ eller et par timer fri (så er det virkelig luksus), så er søvnen altså førsteprioritet.
  • Babyer har godt af at lufte lungerne, de er ikke lavet af glas, så du behøver jo ikke at pylre for meget om ham. Når man haft en kolikbaby, som har grædt flere timer i træk hver eneste dag, så ved man, hvor hjerteskærende det er, at høre ens lille elskede græde og græde uden at kunne gøre noget. Så ja, hvis jeg kan forhindre, at han græder bare ét sekund, så rejser jeg mig hellere for at give ham sutten, end at han skal være ked af det. Og for det andet, så kan man altså ikke pylre for meget om babyer – de har kun ét sprog og det er at græde, når de har brug for dig. Så jeg vil give ham så meget tryghed, som han har brug for og lyst til, og det vil jeg virkelig ikke kalde at pylre eller at forkæle ham for meget. Han får alt den kærlighed, han har brug for.
  • Husk nu at tage tid til dig selv og din partner – ja, nøj hvor man savner at kunne spise en varm, lækker aftensmad sammen uden at skulle skynde sig igennem middagen for at kunne tage sig af den lille bassemand, der ofte kræver underholdning eller der skal puttes hurtigst muligt, da man ellers ved at ens overtrætte baby bare sover endnu værre og med endnu flere søvnafbrydelser. Men babyen er ligesom chefen i huset, så hvis han er træt, så skal man ellers bare skynde sig at blive færdig for at få ham og sig selv i seng! Så film aftener er en yderst sjælden luksus, og når vi endelig får taget os sammen, så er det normalt med afbrydelser – men ja, sådan er livet nu med en dejlig baby.
  • Sov når barnet sover – nøj, hvor ville det være lækkert at kunne gøre. Men når babyen pludselig ændrer søvnrytme fra at kunne sove middagslure selv, til pludselig at skulle have hjælp til at komme videre i den lette søvnfase (igen, det der 4. tigerspring), så er det altså ret umuligt at lægge sig til at sove, når der er en lille én, der har brug for din hjælp til at komme videre i søvnen og arbejde sig igennem de forskellige søvnfaser.
  • Baby skal kunne falde i søvn eller sove videre uden hjælpemidler, ellers udvikler det sig til dårlige vaner. Når baby vågner i barnevognen, skal man helst bare lige gå ud og skubbe lidt til den, men man må endelig  ikke gøre det til en vane, at den skal være i konstant bevægelse. Man må helst heller ikke lære baby, at mad er lig med søvn. Baby skal helst kunne sove uden at være svøbt, blive vugget, være i armene, uden at have bryst / flaske i munden, uden slyngevugge. Og når baby vågner fordi sutten er faldet ud, så skal man jo helst overbevise den lille om at sutten er unødvendig og overflødig.  Det er alle sammen fine idealer, men i starten måtte vi ty til alle hjælpemidler, og vi bruger stadig mange af dem endnu. Det vigtigste er at få den lille til at sove og så må vi give ham al den tryghed, han har behov for.
  • Information om baby / børneernæring fra Mejeriforeningen. Hvorfor er det lige at info om ernæring kommer fra Mejeriforeningen og ikke Sundhedsstyrelsen? Der er jo noget grundlæggende galt, når man får udleveret en folder fra Mejeriforeningen af ens sundhedsplejerske i stedet for noget, der er udviklet af Sundhedsstyrelsen. Man skal virkelig huske at være kritisk overfor noget så vigtigt som ernæring.
  • Babyer skal spise kød / fisk fra 6 måneder. Nu vi snakker om ernæring, så får man ret kontant at vide, at kød bare skal være en del af babyers kost. Man kan dog sagtens (og endnu bedre) få dækket behovet for proteiner og næringsstoffer uden at spise kød, hvis man spiser varieret. Desuden giver kød stor mæthedsfornemmelse, og derfor kan måltider med meget kød betyde, at barnet spiser mindre frugt og grønt, som indeholder mange vigtige vitaminer og mineraler og virker som naturlige antioxidanter.
  • Børn skal i institution. Den generelle holdning i Danmark er, at børn har godt af at komme i institution, for her bliver de stimuleret, socialiseret og udfordret. Men institutionerne blev ikke skabt for børnenes skyld – de blev for skabt, for at forældrene kunne hurtigt komme tilbage på arbejde. Først og fremmest skal institutionen betragtes som en arbejdsplads for barnet, hvor der er masser er støj, mange mennesker på lidt plads og mange voksne, der drøner ind og ud af døren med uro til følge. Der er ikke særlig meget tid til det enkelte barn, og hvert barn skal kæmpe om at få kontakt til en voksen, for der er mange om buddet. Så rådet om at børn bare skal i institution er ikke noget, jeg overhovedet er enig i.
  • Dette er ikke et råd men sætningen “Er det ikke livsbekræftende at få et barn?” Og jo, det er livsbekræftende og fantastisk at få en baby ind i sit liv og sin nye familie – det er også utrolig hårdt, udmattende og alle ens basale behov bliver konstant tilsidesat og for at kunne passe på den lille. Livet er dog helt fantastisk, når man har fået den store gave – at få lov til at opfostre og elske ens egen lille, dejlige baby.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Pinterest