Pasta ovnret

Pasta ovnret

Der har været lidt stille på bloggen de sidste uger, men det vil jeg nu rette op på. Jeg elsker tomatprodukter – det kan måske have noget at gøre med min spanske baggrund. Jeg er halv spanioler og kommer fra Nordspanien, Burgos. I Spanien er der et produkt, man næsten bruger dagligt, og det er simpelthen så lækkert! Det hedder tomate frito,  og det er tomater, der er stegt sammen med løg og hvidløg, som derefter blendes. Det nærmeste vi kommer i Danmark er passata, men det kan nu altså ikke sammenlignes – det har ikke den samme intensive smag. Jeg elsker at besøge min familie i Spanien, hvor vi altid tager på tapas barer og prøver forskellige tapas. Det er svært at have yndlingstapas for mig, for jeg elsker mad og prøve nye ting. Jeg vil snart dele nogle opskrifter herinde på nogle tapas, du meget nemt kan lave derhjemme. 

Denne gang vil jeg dele en meget simpel, lækker og sund ovnret. Den er hurtig at blande sammen, men man skal huske at lave den i god tid, da den tager lidt tid at bage i ovnen. Jeg har selv gjort det, at jeg forbereder den og lader den stå på køl, indtil den skal sættes i ovnen om aftenen. 

Ingredienser (til 4 personer):

  • 2 dåser hakkede tomater
  • ½ dåse passata
  • 120 ml vand
  • 75 ml olivenolie
  • 1 spsk kapers
  • 2 spsk oliven (uden sten)
  • 4 fede hvidløg
  • 4 spsk oregano
  • 1 spsk salt
  • 1 spsk hvid peber
  • 1 spsk sukker
  • 1 bundt basilikum
  • 400 g fusili pasta
  • Vegansk ost / eller alm pizza ost
  • 4 – 5 bøf tomater
  • Evt 1 glas soltørrede tomater

Tag en stor skål og hæld de hakkede tomater, passata, vand og olivenolie i. Tilsæt kapers og oliven uden at hakke dem – dog hvis du har nogle store kapers, kan du skære dem i skiver. Snit hvidløg fint og tilfør dem blandingen sammen med alle krydderierne. Vend pastaen i og sørg for at blande det hele godt sammen. Hæld blandingen i et ovnfast fad. Skær bøftomaterne i skiver og læg dem ovenpå blandingen. Drys retten med ost og eventuelt soltørrede tomater – det giver retten et ekstra pift. Bag retten ved 200 °C i 45 minutter. 

Du kan nyde retten sammen med en frisk salat.

Velbekomme

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


Visit Us On FacebookVisit Us On InstagramVisit Us On Pinterest